fbpx
Ring til os!Telefon 98 11 76 16
Mandag - torsdag: 7
.30 - 17.00
Fredag: 7.30 - 15.00

 

Nyheder og artikler fra tandlæge i Aalborg

Sansepude med musik gør tandlægebesøget tryggere

Tandlæge Charlotte Nyby og Aalborg Tandplejeteam har i mere end 30 år arbejdet for at være lidt foran på kundeoplevelsen. Det skal være rart og trygt at komme til tandlæge. Med musikterapi-puden inmuRELAX har de bestræbelser fået endnu et nøk opad.

Trygge rammer
Hos Aalborg Tandplejeteam gør man meget ud af at skabe trygge rammer for patienterne.

- Jeg har tre ansatte i skranken, for patienten skal ikke bare scanne sit kort i en automat. Der skal være en personlig og imødekommende betjening. Vi gør meget ud af at have både tid og overskud. Vi kan ikke kurere tandlægeskræk, men vi kan rumme den, siger Charlotte Nyby.

De rummer den ved at tilbyde tæpper, klude, musik i ørerne, sågar akupunktur til patienter med behov for hjælp til at slappe af. De sidste par måneder har klinikken også haft inmuRELAX sansepuder som ekstra tilbud. Et tilbud, både tandlæger og patienter har haft virkelig gode erfaringer med.

- Jeg medvirker aldrig i anprisninger af de produkter, vi tager ind, men jeg synes virkelig, at puden her gør en stor forskel, når vi gerne vil gøre tandlægebesøget tryggere, siger Charlotte Nyby.

 

Personlig og imødekommende modtagelse
Den lille, runde sansepude er en dansk verdensnyhed, der bruger kunstig intelligens til at skabe ro og aflede opmærksomhed fra ubehag. Virksomheden bag har eksisteret i to år og eksporterer allerede puden til 18 lande – primært i Europa og Asien. Egentlig er den udviklet til demente, men dens beroligende virkning har også vist sig særdeles brugbar til at dæmpe utryghed hos raske mennesker.

Puden har en blød overflade og en lille lomme, hånden kan placeres i. Når patienten lægger hånden på puden, begynder beroligende musik og små vibrationer at komme ud af puden. Musikken er interaktiv, hvilket betyder, at håndteringen af puden bestemmer hvordan musikken udvikler sig. Der sidder en kraftig processor i pudens elektronik, og en algoritme komponerer så at sige musikken efter pudens brug. Puden har vundet både en Danish Design Award og en German Design Award. Den interaktive musik er komponeret af Asger Steenholdt.

 

Ingen app eller knapper
Brugeren vil aldrig høre nøjagtig den samme musik, fordi enhver detalje i håndteringen af puden gengives i musik og de beroligende vibrationer. Al elektronikken sidder inde i puden, og der er ingen knapper, WiFi-forbindelse eller tilhørende app. Der er kun et stik bag en lynlås, så puden kan lades op.

- Vi beder patienten om at tage puden på venstre hånd og have den placeret lige over hoften. På den måde kommer den ikke i konflikt med vores bord, og mange patienter udtrykker glæde over, at de har et sted at gøre af deres hånd, når de ligger i stolen, siger Charlotte Nyby.

 

Musikken beroliger alle i rummet
Alle hendes tandlæger og tandplejere har taget godt imod inmuRELAX-puden, og hun vurderer, at det er omtrent hver tredje patient, der takker ja til at låne en pude, når de ligger i stolen. Det er både patienter, der skal gennemgå større indgreb, og patienter, der blot skal have en tandrensning, som sætter pris på de beroligende vibrationer og afslappende musik. Det er både kvinder og mænd i alle aldre, der takker ja til tilbuddet. 

- Når vi har en pude i brug, slukker vi musikken i rummet, og musikken fra puden virker tilmed afslappende på tandlægen eller tandbehandleren, siger Charlotte Nyby.

 

Vævsbevarende tandpleje
Charlotte Nybys tandlægeklinik kunne sidste sommer fejre 30-års jubilæum, og det lå bestemt ikke i kortene, da hun åbnede i 1989. Charlotte havde fundet inspiration i svenske pionerer indenfor vævsbevarende tandbehandlinger, og det var årsagen til, at hun startede for sig selv. Der var masser af modstand undervejs, fordi behandlingsformen er noget mere tidskrævende end traditionel tandbehandling.

- Min revisor syntes, jeg skulle holde mig til den konventionelle vej, for det var der langt bedre indtjening i. Men jeg holdt fast, siger Charlotte Nyby, der gennem konventionelt tandarbejde næsten havde mistet lysten til sin metier.

I dag har hun 24 ansatte og syv behandlerrum. Fem tandlæger, tre tandplejere, tre tilknyttede specialtandlæger og alle specialer repræsenteret giver optimale muligheder for vævsbevarende tandbehandling, der netop er baseret på at knytte specialerne sammen.

Charlotte underviser desuden andre tandlæger i vævsbevarende tandbehandling gennem egen kursusvirksomhed, New Holistic Dentistry (NHD.dk).

 

Aftageligt betræk
For at sikre hygiejnen ved håndtering af inmuRELAX skal patienterne afspritte hænderne i ét minut før brugen. Desuden kan pudens betræk tages af og vaskes i en vaskemaskine med jævne mellemrum.

Charlotte Nyby fik først en inmuRELAX på prøve fra Nordenta, og hun havde selv en i brug, da hun skulle have lavet en større behandling. For selvom hun selv er tandlæge, er ubehaget ikke mindre end hos alle andre.  

- Det er de færreste, der elsker at ligge i tandlægestolen, for det er et eller andet sted naturstridigt, at fremmede mennesker roder rundt i din mund. Men vi kan gøre så meget som muligt for at fjerne ubehaget og skabe større tryghed. Her har puden virkelig gjort en forskel, siger Charlotte Nyby.   

 

Læs mere om hvordan vi afhjælper tandlægeskræk.

 

 

 
 
Vil du vide mere? Så kontakt os uforpligtende på 98117616 eller på mail.